det dog Naturforholdene, som i det Hele og Store taget have bestemt Valget af den ene eller den anden af hine to huslige Indretninger, ligesom det er Naturforholdene, der bestemme, hvilke Næringsveie Mængden af Folket i en Bygd maa lægge sig efter.
Ved Beskrivelsen af Røgovnens Indretning brugte jeg ovenfor saa stærkt et Ord, at det var en Opfindelse, som vidnede om Tænksomhed, og som kanske var udviklet til saa stor Fuldkommenhed, som den efter sin Art kunde modtage. Paa samme Maade siger jeg nu, at Grændse-Linien for dens Udbredelse i det Hele taget vidner om, med hvilken Skjønsomhed Almuerne have vidst at bedømme Forholdene og indrette sig paa det Bedste.
Men jeg gaar videre. Jeg har gjort mig fortrolig med hin Landets Deling mellem de to Hus-Skikke, og jeg har seet den Natur-Grund, som har bragt Vestlandet til at antage den ene af dem, Østlandet derimod til at hylde den anden. Men Tiden gaar, og det kommer dertil, at der gjøres Forandringer og Forbedringer med det Gamle. Og jeg synes at se, at den samme Natur-Grund er virksom fremdeles, saa der vedbliver at være Forskjel i Hus-Skikkene,
Først bliver den nye Indretning bekjendt: at mure af Sten et Ildsted med Røgpibe (Peis, Skorsten, Lysovn, sml. § 8).
En Peis er som en forbedret Are, skikket til at varme og lyse paa en Gang. Det maatte da ventes, at den lettest og hurtigst vilde finde Indgang der, hvor Aren havde hersket før. Alt talte for at gjøre Forandringen, Intet talte imod den. Men saa gik det da ogsaa i Virkeligheden: netop paa Østlandet, hvor efter al Rimelighed Aren og ikke Røgovnen havde været at se i hvert Hus, der kom Peisen til at høre hjemme og det for Aarhundreder siden, medens Røgovnen i dens vestlandske Strøg har været det almindeligste Ildsted endnu i dette Aarhundrede.
