Ogsaa den vestlandske Bonde kunde vel sætte Pris
paa den Fordel ved Peisen, at den gjør sin Tjeneste uden
at besvære med Røg og Sod. Men her var det fremdeles
i Veien, at den ligesom Aren kræver en Mængde Ved.
Har man først sat sig ind i, at det var i sin Orden, naar engang Røgovnen i Romsdalen og Aren i Gudbrandsdalen stod imod hinanden saaledes at de saa at sige mødtes ved Grændsen mellem de to Bygdelag, saa vil man ligesaa finde det i sin Orden, at senere hen i Tiden Peisen indtog Arens Plads paa den ene Side og saa stod imod Røgovnen, som endnu herskede uforstyrret paa den anden Side.
I det Hele, kan man sige, trængte Peisen seierrig og hurtig fremad lige til Ydergrændserne af Arens fordums Rige; men her maatte den gjøre Stands. Vel trængte den noget over Grændsen, ind i Røgovnens Omraade; men det gik baade langsomt og smaat.
Utvivlsomt senere end Peisen, ja rimeligvis flere Aarhundreder efter, blev Kakkelovnen med tilhørende Røgpibe kjendt her i Landet. Som Peisen havde været skikket til at afløse Aren, saa var Kakkelovnen som skabt til at afløse Røgovnen. Jeg antager ogsaa, at dersom vi kjendte Tingen nøie, skulde vi finde, at netop flere af Vestlandets Bygder trods ringere Evne have været snarere til at kjøbe Kakkelovne end selv velstaaende Bygder paa Østlandet. Og ialfald er det nu synbart, at det er Kakkelovnen (i dens forskjellige Former, Bilæggerovn, Vindovn, Kogovn), som har gjort Udslaget i Kampen mod Røgovnen, saa denne nu kan siges at være afsat fra Herredømmet.
Men saasom den Indretning, som var skikket til at optages som Forbedring i Røgovnstuens Strøg, kom saa sent, derfor kom ogsaa Forandringen og Forbedringen i disse Bygder saa sent, i Sammenligning med Arestuens Strøg.
