Jeg gaar videre. En af Fordelene ved en Peis med
Røgpibe var den, at nu behøvedes ikke længer Ljoren, saa
denne kunde lukkes og spigres til. Men at dømme efter Exemplet
fra Sætersdalen og Thelemarken (§ 39) har
Ljore-Dækselet i Arestuen kun været en Trælem, kun til
at lægges over om Natten, ikke saadan Ramme med gjennemsigtig
Skjaa som i Røgovnstuen, hvor den maatte ligge
over om Dagen ogsaa. Arestuen fik sit Lys igjennem selve
Ljore-Aabningen, Røgovnstuen derimod igjennem den gjennemsigtige
Hinde, som Aabningen var dækket med. Nu,
med Peisens Indførelse kunde man godt for Røgens Skyld
ganske sløife Ljoren; men saa maatte man for Lysets Skyld
hugge Hul paa Væggen og sætte Vinduer ind; i Røgovnstuen
derimod maatte man beholde Ljoren for Røgens
Skyld og kunde med det samme undvære Vinduer.
Det kunde ikke opsættes med Vinduers Indførelse paa Østlandet, og det blev derfor ikke opsat; i Røgovnstuens vestlandske Bygder derimod gik det an at opsætte dermed, og det blev da ogsaa opsat længe.
For Hundrede Aar siden var der derfor den Forskjel, at medens Bønderne i Christiania Stift havde og rimeligvis længe havde havt Vinduer paa sine Huse, boede Almuen i Bergens Stift endnu i Huse uden Vinduer, og Pontoppidan omtaler det som en Mærkværdighed og synes deri at se Tegn til et mere gammeldags Væsen hos de bergenske Almuer.[1]
- ↑ Se Pontoppidans Ord ovenfor Side 250. – For Nøiagtigheds Skyld skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at dersom Folk i Peis-Stuerne havde villet spare til det Yderste, saa havde det vel gaaet an istedetfor Glasruder i Vinduerne at bruge Skjaa eller Hinde, ligesom i Oldtiden. Men det maatte ligge nær, at naar det først ved Peisens Indførelse var kommen dertil, at man kunde ombytte Ljoren med Vindu, saa vilde man gjerne have dette Vindu saadant, som Skikken var i de Lande, hvorfra Moden med
