virkende til at fremkalde den Forskjellighed, som endnu i saa mange Retninger kommer tilsyne i Huslivet og i Folkelivet i Arestuens og Røgovnstuens fordums Riger.
Jeg tilstaar, at formedelst disse Paragrafers Oplysninger og Betragtninger er jeg selv kommen til at se det vestlandske Folkeliv i et andet Lys end forhen, og det er mig en Lettelse at se det i dette Lys.
Før, og for ikke lang Tid siden, gik det mig saa, naar jeg betragtede en vestlandsk Røgovnstue, at jeg i den saa et Tegn ikke alene paa Folkets gammeldags Tilstand, men, hvad værre var, paa dets tankeløse og uvirksomme Vedhængen ved de henfarne Tiders tarvelige og ringe Skik. Og jeg følte mig uvillig stemt imod dette samme Folk.
Denne Udlæggelse og Stemning var naturlig nok efter den Forestilling, jeg dengang havde om Bygnings-Skikken i vort Land.
Jeg havde nemlig den Forestilling, at saadanne Røgstuer, som jeg nu saa paa Vestlandet, havde engang været ene herskende Bygnings-Skik over alt Norge (hvorledes jeg kunde komme til at forestille mig Tingen saa, vil en følgende Paragraf forklare), og min Tanke blev da den: Har der været ligt før, saa maatte Vestlandet fremdeles, den hele Tid igjennem, kunnet have – om just ikke saa store og prægtige Huse som Østlandet, saa dog Huse af samme Art; men nu er Uligheden fremkommen paa den Maade, at Folk paa andre Kanter have gjort Forandringer og Forbedringer med sine Huse og det hele Stel, medens Folket her paa Vestlandet mere har staaet stille paa det gamle Punkt – og det uden udvortes Aarsag, kun formedelst egen Uvirksomhed.
Nei, saa langt op i Tiden, som vi nu kunne forfølge Røgovnen, har denne kun hersket i et vist Strøg af Landet, i Vest for en mærkværdig Grændse-Linie, medens Aren og dens Fortsættelse Peisen var herskende Hus-Skik i det an-
