Kvalmen ud, saa slipper man med det samme en Del af Varmen ud. Men hvad dette har at betyde, det kan sees af den førnævnte Afhandling af Lektor Sexe – en Mand, som selv er opvoxet i en Røgovnstue, og som siden har studeret den særskilte Videnskab om Varme og Kulos og Luftvexling. „Ikke faa, siger han, ere de Mennesker, som paa Grund heraf, skjønt vante dertil fra Barnsben, plages af en ulidelig Hovedværk Dag efter Dag paa den koldeste Aarstid.“[1]
I Modsætning hertil er der overflødigt Lufttræk og frisk Luft den hele Dag igjennem i en Arestue, da det i det Høieste er om Natten, at Ilden er slukt og Ljoren lukket.
Men netop dette overflødige Lufttræk i Arestuen medfører en modsvarende Ulempe, den nemlig, at her bliver en saa ujevn Varme, saa man kan fryse paa den Side, som vender fra Ilden, i samme Stund som man har det for hedt paa den anden Side (sml. Side 336).
Jeg forstaar ikke, hvorledes f. Ex. en Sagaskriver har kunnet trives i en Arestue, sysle med sit Arbeide en Vinterkveld ved Arnens blussende Brand og viftende Lys. Derimod maatte han kunde have det lunt og roligt ved Lampen i en Røgovnstue, og dennes Usundhed kunde ialfald formindskes betydeligt, nemlig ved hyppigere Udluftning og fornyet Opilding. Vel er det ubehageligt at opholde sig i en Røgovnstue under og strax efter selve Ildingen; men det staar ikke længe paa.
Men paa den anden Side synes jeg ret vel at forstaa, hvorledes Skjaldskab og Gammen kunde trives ved Drikke-Bordene omkring Arens livlige Ild. Ja, Sagaernes hyppige Fortællinger om Glædens Udskeielse indtil Umaadelighed og Vildskab i disse Drikkelag falde mig hel naturlige, naar jeg sætter mig ind i, hvorledes det monne
- ↑ Polyteknisk Tidsskr. 1855, 258.
