have været i en Arestue paa en kold Vinterdag: man har saa høilig tiltrængt den Varme, man kunde faa, og som ikke alene Arens Ild og Skjaldens ildfulde Sange, men som Drikkehornets stærke Øl maatte yde.
Disse Bemærkninger lede ind paa den Tanke, at Aarhundreders Brug af Røgovnens og Arens modsatte Indretninger muligvis kunne have indvirket paa Almuernes Helse og Sind, og at der kanske endnu kunne være Spor og Mærke deraf.
Og her finder jeg Anledning til at gjøre opmærksom paa et Par Træk.
Det har forekommet mig, og jeg har i et tidligere Skrift vovet at fremsætte den Mening, at de oldtidsmæssige Drikke-Skikke og de med dem følgende Udskeielser i besynderlig Grad have forplantet sig fra Slægt til Slægt i de christiansandske Fjeldbygder, fra Ekebygd af østover. Men senere har jeg fundet og nu (§ 39) paaviist, at netop i disse samme Fjeldbygder var det, at Arestuens huslige Indretning holdt sig længst.[1]
Og til min Overraskelse finder jeg, at den Grændse-Linie, som jeg har angivet for Røgovnens Strøg, stemmer næsten nøiagtig med Grændse-Linien for Spedalskhedens Udbredelse.[2]
Det er dog ikke min Mening at paastaa, at disse nedarvede Folke-Onder er ligefremme Virkninger af de gamle Hus-Skikkes Indflydelse. Det vilde maaske være lettere at udfinde Sammenhæng paa den Maade, at f. Ex. Spedalskhedens og den angjældende Hus-Skiks Udbredelse i et og samme Strøg monne hidrøre fra en fælles, endnu fjernere og dybere liggende Aarsag. Men selv herom vil jeg ikke
