opstille nogen bestemt Formodning. Kun vil jeg sige, at det vilde være forunderligt, om det paaviste Sammentræf var en blot og bar Tilfældighed og ikke havde Noget at betyde.
Kort efter Midten af det forrige Aarhundrede have vi fundet Røgovnen omtalt af Pontoppidan, af Strøm, af Schøning. Alle omtale den saa, at man skjønner, at det har været en gammel Brug. Men hvad Tid Brugen opkom, det siger Ingen af dem.
Mon Røgovnen omtales i Sagaerne?
I den Anledning bør det først forklares, at det ialfald ikke er rimeligt, at den der omtales netop under det Navn. Ligesom man i Saga-Tiden ikke sagde „Røgstue,“ men slet og ret „Stue“ (Navnet Røgstue er tydeligvis opkommet senere, til Forskjel fra Stuer med nyere Ildsteds-Indretninger), saaledes har man, om man end i Virkeligheden kjendte Røgovnen, dog ikke kaldt den saa, men slet og ret en Ovn. Og har nogen Sagaskriver talt om Røgovnstuer, saa har han ganske vist brugt det kortere Navn Ovnstue.
Nu læse man, hvad der staar i Sagaen om Olaf Kyrre, Norges Konge omkring Aaret 1100.
„I gamle Dage var det Skik i Norge, at Kongens Høisæde var midt paa Lang-Pallen (Langbænken), og Ølet blev rakt over Ilden (som brandt paa Aren midt paa Gulvet); men Kong Olaf var den første, som lod sit Høisæde indrette paa Høipallen tvers over Stuen (ved Tvervæggen); han var og den første, som lod gjøre Ovn-Stuer (ofn-stofor).“
Kongen, saa beretter Sagaen videre, indførte derhos den udenlandske Hof-Skik, at have Mundskjænke staaende ved Bordet til at skjænke i Bægere, og ligesaa Kjertesvende, som holdt Kjerter. I de forrige Kongers Tid, tilføies der,
