Denne siden er ikke korrekturlest
40
Stuen paa Løkkre, saa det Loft, Kongen sov i, skulde have været netop Ram-Loftet.
Det blev mig ogsaa fortalt, at ved hin Flytning befandtes Veden i Tømmerstokkene formedelst Ælde saa overmaade haard, at Øx og Sag lidet vilde bide paa den. At saadant Tømmer, af bedste Malm-Fure og under Loms besynderlig tørre Veirlag, har kunnet holde sig saa lang Tid som fra St. Olafs Dage indtil nu, det tør ganske vel antages.[1] Og jeg ser ikke nogen bestemt Grund mod den
- ↑ Paa en gammel Stave-Kirke i Tins Hovedsogn i Thelemarken blev i Aaret 1822 fundet en Rune-Indskrift, som utvivlsomt viser Tiden for Kirkens Indvielse, nemlig mellem 1180 og 1190. Kirken blev nedreven for nogle Aar siden; men den Planke, som hine Runer ere indskrevne i, og som nu forvares paa Universitetets Old-Samling, ser ud til at kunne trodse Tidens Tand i Aarhundreder endnu. Næslands Stavekirke, ligeledes i Thelemarken og foreviget ved Landstads smukke Digt i Anledning af dens Nedrivelse omkring Aaret 1850, havde en lignende Indskrift, ifølge hvilken den var indviet i Aaret 1242 (ifølge Munthe i Urda, I, 387 flg). Og et temmelig sikkert Exempel paa, at en Træbygning nok kan holde ud fra St. Olafs Dage til nu, haves i selve Loms Præstegjæld. Kong Olaf overdrog Tesse Fiskevand til Thorgeir den Gamle paa Garmo i Lom, og til Tak herfor byggede denne en Kirke paa sin Gaard, men vor kyndige Oldforsker Nicolaysen antager, at de ældste Hele af den nuværende Garmo Annex-Kirke ere Levninger af hin („Arkæologisk-historisk Fortegnelse over Norges Levninger af Kunst“ o. s. v., Christiania 1855, Side 20). Imidlertid skal jeg ikke undlade at gjøre opmærksom paa, at et Beboelses-Hus som Olafs-Stuen, formedelst den Fugtighed, som følger med Madstellet o. s. v., rimeligvis er snarere udsat for at raadne end en Kirke-Bygning. Men skulde nogen Stuebygning staa længe, saa skulde det rigtignok være i Lom, formedelst Luftens ualmindelige Tørhed der. Paa et andet Sted, hvor jeg har grebet Anledningen til at omtale Olafs-Stuen paa Næs (i mit Skrift „Om Sæde-
