havde man drukket af Dyrehorn, og det havde været Skik da, at naar Kongen drak nogen af sine Mænd til, saa blev Hornet rakt over Ilden til den, som han beviste denne Ære.[1]
Forskjellen paa den gamle Skik og den, som Olaf Kyrre indførte, bestod da tydelig deri, at istedetfor at Hallen før havde været en Arestue med lysende Ild midt paa Gulvet og med Høisæde nærmest Ilden eller midt paa Langvæggen, saa blev den nu en Ovnstue; Ovnen fik rimeligvis sin Plads i et Hjørne, hvor den stod mindst i Veien; men dermed bortfaldt den tidligere Grund til at have Høisædet paa Langvæggen, hvor det havde været midt for og altsaa havde havt mest godt af Ilden paa Aren; Høisædet blev altsaa flyttet hen paa Tver-Pallen, hvor det med et Langbord foran mere kom til at svare til den nuværende Høisædes-Indretning i vore Bonde-Stuer; endelig er det muligt, at Ovnen har været mørk (ikke indrettet til at lyse som en Peis eller Lysovn), siden der brugtes Kjerter til at lyse i Stuen.
Det forekommer mig, at som Navnet „Ovnstue“ i ialfald kan være det samme som vort „Røgovnstue,“[2] saa passer den vistnok korte og ufuldstændige Beskrivelse ligesaa godt paa Røgovnstuen som paa nogen anden af de huslige Indretninger, som nu ere i Brug her i Landet.
Dette er dog ikke den Opfattelse, som er bleven gjængs blandt vore Oldforskere. Denne kan i Korthed fremstilles saa. Indtil Olaf Kyrre herskede Skikken med Are hele Landet over, fra Konge-Hallen til Hytten, men med hans Ovnstuer indførtes den nu brugelige Peis-Stue, som jeg i nærværende Afhandling har beskrevet under det Navn: den akershusiske og den throndhjemske Stueform.
