Men Nutiden et en flygtende Stund. Om faa Aar
skal der vel ikke være en Røgovnstue at se mere i Landet,
og allerede nu tør det være et Træf at finde nogenlunde
gode Exempler paa den gamle Skik, af den Grund, at i
Velstands-Bygder og i Velstands-Huse, hvor Røgovnen med
tilhørende Indretninger var udviklet til størst Fuldkommenhed,
der har man, som før antydet, været snarest til at afskaffe
den for at følge nye Moder, saa det mest er de ringeste
Røgovnstuer, som ny staa igjen. Skal derfor den her
omhandlede huslige Indretning blive omstændelig beskreven
og nøiagtig afbildet, at vi f. Ex. kunne sammenligne den
med de finske Røgovnstuer, saa maa det ske snart.[1]
Hvad der staar tilbage af denne Afhandling, er at give Begreb om Stueformerne i den Række af Bygdelag, som danner den Del af Christiansands Stift, der ikke med Bestemthed kunde henregnes til Røgovnstuens og derfor blev henregnet til Arestuens Strøg, fra Stavanger-Fjorden af.
Det første Bygdelag er Jæderen, et fladt, skovløst, veirhaardt høist eiendommeligt Kystland, opfyldt med brune Torv-Myrer og Lyng-Heder, med grønt Dyrknings-Land ind imellem og en hvid Brem af Sand og Sten, som danner Stranden ud imod Havet. Det feiler ikke, at med nogen Øvelse og god Villie vil man opdage, at ogsaa dette Landskab har sin Skjønhed. Og som Landet, saa og Menneskenes Boliger: ved første Øiekast finder man disse Hus-Klynger saa uanseelige; men har man først sat sig ind i Omstændighederne og faaet Øie for Husformernes Hensigts-
- ↑ Jeg kan tilføie, at Selskabet for Fortidsmindesmærkers Bevaring har besluttet endnu i denne Sommer at lade en sagkyndig Mand bereise Vestlandet med det Hverv blandt Andet at opsøge Røgovnstuer og aftegne deres Indretninger.
