mæssighed, og har man derhos reist over Jæderen længe nok for at kunne se, hvorledes Folket idelig sysler og stræver med at forbedre sine Huse, se, da kan man komme til at betragte dem med Velbehag.
Alt siden jeg var Gut og gik paa Stavanger Skole, har min Vei ofte faldet over Jæderen. Men for hver Gang var det mig, som om Husene vare voxede lidt mere op fra Jorden, og de sidste Gange saa jeg hvidmalede Huse med røde Tagsten spredte ud over Vidderne, flere og flere for hvert Aar, ligesom de skinnende, brogede Blomster paa Marken springe ud mellem Vaar og Sommer, flere og flere for hver Dag.
„Det er vel nok,“ sagde en Bonde mig for et halvt Snes Aar siden, – „men ikke saa vel heller, for Folk bygge sig ude.“ Meningen var, at for at betale Bygnings-Omkostningerne maatte de sælge baade Gaard og Grund og havde altsaa ikke længer noget Hus at være i. Dette Ord gjorde mig saa ondt, og jeg har tænkt paa det saa tidt. Men nu var jeg paa Jæderen ifjor, og fremdeles saa jeg Fremskridt, saa Sagen dog ikke er nogen Umulighed; men det forstaar jeg vel, at paa et Land som Jæderen skral der baade Omtanke og Vinskibelighed til for at gjøre saadanne Fremskridt.
Først vil jeg forsøge at fremstille Stueformen saaledes, som jeg har opfattet den ved at agte paa de ældste Bygninger, jeg har truffet til at se.[1]
Fig. 71 viser Grund-Planen. A er Stuen, Daglig-Stuen, bygget af Tømmer, med 1, Høisæde, 2, fast Bænk, 3, Langbord (jeg tør dog ikke paastaa det saa bestemt, at
- ↑ Meget gamle Huse findes vist ikke paa Jæderen. En Stuebygning paa Grude i Klep, som nu staar forfalden og øde, og som sagdes at være et af de ældste Huse i Egnen, var ifølge et indhugget Aarstal bygget 1767.
