Side:Folkevennen 1861.djvu/477

473

opført sig meget godt. Even var som sagt den ældste Søn, og i sin første Barndomstid, da han var kommen noget til Kræfter, blev han sat til at passe sine yngre Sødskende og tilbragte saaledes den største Deel af Dagen i og omkring Forældrenes lille Stue. Børnene vare for det meste overladte til sig selv, da Forældrene som oftest vare borte paa Arbeide den hele Dag. Der herskede saaledes en stor Frihed for Børnene, og der blev aldrig lagt Baand paa deres Lidenskaber ved en christelig Børnetugt. Men hvad der var det allersørgeligste var, at hverken Fader eller Moder synes at have lært dem at holde sig til Herren. Aldrig lærte hans Forældre ham, sagde Even, saa meget som at bede „Fader vor“ eller nogen anden Bøn, naar de vare hjemme Morgen eller Aften, og Bordbøn kunde der da ikke være Tale om i en Stue fuld af Smaabørn, som tumlede om uden noget synderligt Opsyn den hele Dag. Even kan saaledes ikke siges at være opdragen „i Tugt og Herrens Formaning“. Dog, var han ikke noget fromt Barn, blev han derimod en stærk, rask og hærdet Gut; thi han maatte døie Adskilligt, og der var god Malm i ham. Siden kom han i Tjeneste som Visergut og blev konfirmeret i en ung Alder. Han var vist ikke af de daarligste Konfirmanter efter Kundskaben at dømme; thi han læste ganske godt i Bog og havde ikke daarlige Evner til at opfatte hvad han hørte. Men det, han havde hørt eller læst, gjorde nok ikke synderlig Virkning paa ham; det gik ham ikke til Hjerte, og saaledes glemte han det snart. Efterat han var konfirmeret, var han end mere overladt til sig selv; thi han raadførte sig ikke stort med sine Forældre, og Huusbond skiftede han ofte. Han blev nemlig tilbudt bedre og bedre Løn, fordi han var anseet for en flink og rask Arbeider, for hvem Alt gik godt fra Haanden. Herved fik dog hans Hovmod mere og mere Næring og han spillede virkelig ogsaa snart Mester over sine Kammerater blandt den opvoxende Ungdom. I Biri var der