Side:Folkevennen 1861.djvu/479

475

Ondskab.“ Even, som var en Mand med stærke Lidenskaber, selvgod, stolt og hovmodig, havde saaledes tillige kastet Vrag paa det kraftigste, ja det eneste Middel, som tilfulde kunde lært ham at see sin Syndighed og givet ham Kraft til at styre sine vilde Begjærligheder, det aabenbarede guddommelige Ord, hvilket han satte tilside for at vandre efter sin egen eller Andres omtaagede Fornufts Lys. Men Hovmod staar for Fald; „thi Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.“ Even faldt, og hans Fald blev stort. Han gik, som saa mange Andre, paa Frieri om Natten, og den Pige, han havde sat sin Hu til, blev frugtsommelig. Hun skal have været af god Familie, en god og from Pige; nu blev hun dog et sørgeligt Offer for en uchristelig og fordærvelig Skik. Even havde ikke ønsket at gifte sig saa snart; thi han vilde frem i Verden, og han var endnu kun lidt over 25 Aar. Han havde vistnok før været forelsket i Pigen; men nu giftede han sig fornemlig, for at Pigen ikke skulde end mere beskjæmmes, og fordi han i modsat Fald vilde paadraget sig Uvenskab og kommet i slet Rygte. Da han nu skulde gifte sig, fæstede han Pladsen Gloppestuen under Biri Præstegaard, paa saadanne Vilkaar at han skulde være Huusbondskarl i Præstegaarden og have Brugen af Pladsen til Løn. Han var i mange Henseender en dygtig og paalidelig Tjener for Præsten, og jeg tør sige, at han paa en Maade holdt af sin Huusbond. Han satte Arbeidet i god Gang paa Præstegaarden og drev baade Huusmænd og de øvrige Arbeidere til at gjøre forsvarligt Arbeide. Præsten havde derfor med Grund Tillid til ham og brugte ham som Raadgiver i mange verdslige Sager. Dog alt mere voxede Evens Mod, og hans Egenkjærlighed fik for stor Næring. Hertil kom, at hans Tjeneste i Præstegaarden naturligen drog ham bort fra Hjemmet, saa at der ikke kunde blive noget stadigt og kjærligt Samliv mellem ham og hans Hustru. Han blev mere og mere ligegyldig