Side:Folkevennen 1861.djvu/480

Denne siden er ikke korrekturlest
476

mod hende og betragtede hende og de to Børn, Gud havde givet ham med hende, mere som en Hindring for sin Ærgjærrighed end som sin bedste Glæde i Livet. Hans kjødelige Attraa begyndte ogsaa at drage ham hen til en Anden. Naar vi nu tænke paa hans utæmmede Lidenskaber, hans Stræben efter at tilvende sig Formue og en anselig ydre Stilling og endelig paa hans vantro og haarde Sind, kunne vi nok see, hvorledes Fristeren havde en aaben Dør til hans Indre, hvilken han da efter sin Natur som Manddraberen og Løgneren af Begyndelsen heller ikke undlod at benytte sig af. Even var ikke den, som kunde vise de onde Tanker fra sig; han havde bortkastet det rette Vaaben, som han skulde sætte derimod, nemlig Guds Ord. Han husede de onde Tanker i sin Barm, og da varer det ikke længe, før det kommer til Handling.

Som bekjendt forsøgte han først at forgive sin Kone i en Kop Kaffe, hvori han havde stukket Fyrstikker. Hun blev dog dengang reddet derved, at hun bemærkede Drikkens afskyelige Smag; Sagen blev heller ikke nærmere undersøgt, og Even slap vel derfra. Nu var det saa langt fra, at han kom til Besindelse, at han meget mere blev fastere bestemt paa at rydde sin Kone afveien, om det end skulde skee ved aabenbar Vold. Denne Verdens Gud forblinder de Vantroes Sind, og saaledes skede det og med Even, der var saa forblindet og saa haardnakket i sin onde Beslutning, at han efter sit eget Sigende endog heller vilde udsætte sig for at blive dømt til Slaveri paa Livstid end lade sit Forsæt fare. Han stod nemlig i den vrange Formening, at han, naar han ikke tilstod at have dræbt sin Kone med Overlæg og efter et længe næret Forsæt, ikke heller vilde blive straffet paa Livet, saa meget mere som han ikke forhen var straffet for nogen Forbrydelse og kunde fremlægge gode Skudsmaal. Derhos havde han og den Tanke, at han ved god Opførsel i Slaveriet skulde gjenerholde sin