Side:Folkevennen 1861.djvu/483

179

at forlade sig paa Christum alene, fornemlig fordi han ikke kunde lade alle Tanker om Benaadning og en senere Opnaaelse af sine jordiske ønsker og Forhaabninger fare. Dog begyndte visselig allerede da Troen at voxe hos ham, ligesom jeg ogsaa af enkelte Træk syntes at kunne mærke, at han oftere dvælede ved Tanken om at miste sit Liv. Saaledes drømte han en Nat, at han blev henrettet, at han lagde sit Hoved paa Blokken, og at han, i det Samme han som et Ryk følte Hugget – saaledes forstod jeg hans Udtryk „da det rykte mig“ –, sagde: „Grib mig Herre Jesu.“ Dersom nu Drømme, hvilket vel ikke kan antages som usandsynligt, afgive ligesom et Speilbillede af hvad der i vaagen Tilstand opfylder vort Sind, vel og forenede med underlige Glimt af et høiere Aandsliv, saa kan man maaskee ogsaa i denne Drøm see et Beviis paa, at hans Sind allerede var paavirket af Guds Aand, og at han under Tanken om det forestaaende Endeligt ikke skjød Christum og hans Fortjeneste fra sig. Under Alt dette var han dog temmelig uforandret i sin ydre Fremtræden og viste sig ofte letsindig i Ord og Miner. Naar jeg da saa denne underlige Sammenblanding af Ondt og Godt i ham, naar jeg hørte ham tale saa freidigt paa samme Tid, som han tilstod, at han var en stor Synder, da var jeg ofte i Tvivl, om ikke al hans Tale om gode Tanker og Rørelser kun var udenadlært Snak, ligesom det forekom mig, at hans Yttringer om, hvorledes han følte sin Syndighed, havde et vist tillært Præg. Men saa tænkte jeg igjen paa, at man ikke maa vente, at andre Mennesker skulle føle eller tale aldeles paa samme Maade, som vi selv gjøre, samt at man maa have Taalmodighed og ikke for snart vente at see Gjenfødelsens Frugter vise sig aabenbarligen. Det stod mig derhos for Øie det Ord af den gamle Kirkelærer Hollatz: „Naar den Voxne skal gjenfødes, opstaa der hos ham mange Betænkeligheder, hvilke med stor Flid maa bortryddes. Han maa