oplyses af det guddommelige Ord gjennem en længere Tids Forløb, indtil en fuld Tro optændes i hans Aand[1].“ Tanken paa disse Ord hjalp mig ofte til ikke at miste Synet for den svage Fremgang, der dog undertiden var at spore hos ham. Rigtignok var jeg nær ved at opgive Haabet om, at der vilde foregaa nogen sand Omvendelse med ham, da han først begyndte aabenhjertig at tilstaa sin hele forbryderske Gjerning, lige til at han havde havt til Hensigt at forgive sin Kone i den omtalte Kop Kaffe, og dog endte med at angive en usand Bevæggrund eller dog en, som ikke havde været den vægtigste for ham. Jeg troede nu, som vel de Fleste maatte have gjort, at den hele Bekjendelse kun var et usselt Forsøg paa ved en saadan tilsyneladende Oprigtighed at røre den høieste Myndighed, da han havde erfaret, at hans Sag stod saaledes, at ingen Benaadning ellers var at vente. I denne Anledning troer jeg dog nu at burde bemærke, at det ofte kan blive en for haard Prøve for den Ubefæstede og i det Hele lidet moralsk Udviklede saaledes for Retten at skulle gjøre Rede for Tanker og Forsætter. Idetmindste var det saaledes med Even, at jo mindre jeg trængte ind paa ham, jo mere han følte, at jeg ikke gik Øvrighedens Ærinder, men var en Mand, der gjerne vilde hjælpe ham paa den rette Vei, des mere trængte han ligesom til at oplade sig for mig og lagde da hele sit foregaaende vantroe og syndige Liv frem for mig i aaben Bekjendelse, ja han fremførte denne næsten, som det var en Fortælling om en anden Person og ikke om ham selv, som sad for mig. Endelig kom han da ogsaa frem med den utvivlsomt sande Bevæggrund til Mordet, nemlig en syndig Kjærlighed
- ↑ Adulto regenerando multi sunt scrupuli, qvi adhibita cura evellendi sunt, isqve illuminandus et informandus est e verbo divino longiori temporis tractu, donec plena fides in animo ejus accendatur.
