Side:Folkevennen 1861.djvu/486

482

gudfrygtige Liv kunde føre Mange til Omvendelse. Jeg maatte advare ham for den Hovmod, der maaske kunde ligge til Grund for disse Tanker, og bad ham betænke sin Svaghed og naturlige Letsindighed, og hvor lidet han af den Grund kunde være ret skikket til noget Redskab for Herren til Andres Omvendelse, idetmindste paa den Maade han tænkte sig det. Derimod er han maaske paa den Maade, Herren nu styrede det, – det ville vi i alle Fald haabe –, bleven til et advarende Exempel for Andre og saaledes bleven et bedre Redskab, end om han senere skulde vidnet for Andre ved sit forbedrede Liv og sin formanende Tale. Med Hensyn til sin Sindstilstand, inden han endnu fuldstændig havde gaaet til Bekjendelse, forklarede han, at han efter først, som ovenfor fortalt, at have følt sig sønderknust og uden Fred, senere og det allerede, da han havde afgivet den første om end ufuldstændige Bekjendelse for Arrestforvareren, til hvem han i det Hele havde stor Fortrolighed, og for mig, havdes følt en saadan Glæde og Fred i sit Sind, at han gjerne skulde gaa sin Død imøde, hvad Dag det skulde være, naar han kun den Dag maatte have en saadan Følelse i sit Hjerte. Han betragtede denne Følelse som en indre Besegling af, at han havde fundet Naade hos Gud, og jeg turde ikke betage ham denne Trøst, da han senere fortalte mig derom, hvor meget jeg ogsaa endnu maatte tro, at der manglede ham, navnlig paa den Tid, i fuld Hengivelse til Herren og levende Kjærlighed til Sandhed; kun formanede jeg ham atter til af ganske Hjerte at forlade sig paa Herren alene og stedse give ham og Sandheden Æren, naar han allerede i sin daværende skrøbelige Tilstand havde havt saadant Beviis paa Herrens Naade. Ligeledes formanede jeg ham til at søge sin fornemste Trøst og Bestyrkelse i Guds klare Ord om Naaden i Christo, fremfor i Følelser som saa let kunne skuffe os. Ogsaa da han tilsidst aabnede sit Hjerte for mig, var der udbredt en glad Freidighed over hans hele