Væsen; der foregik ikke nogen saadan synlig udvortes Forandring med ham, som vi ere saa tilbøielige til at tænke os forenet med en gjennemgribende Sindsforandring; der var ingen voldsom Graad, ingen Stønnen eller Sukken, han var kun mere venlig, føielig og ydmyg i sin hele Opførsel. Idet han saaledes aldrig vilde lade sin Frimodighed fare, hvilken han – og jeg tror med Sandhed – paastod ene var grundet i en levende Tillid til Christi Fortjeneste, yttrede han dog ofte Frygt for, at han ikke skulde være ydmyg nok, og at han atter forfalde til hovmodige og egenkjærlige Tanker.
Alt imellem kom nemlig endnu hans gamle Menneske kraftig tilsyne i hans heftig opblussende Lidenskaber, hvilket jeg da i Kjærlighed maatte gjøre ham opmærksom paa. Især følte han sig let krænket ved den nødvendige Forsigtighed, som Arrestforvareren maatte bruge, f. Ex. ved i de sidste Dage, han hensad i Olsrud, at sætte Vagt udenfor hans Celle og ved at lægge Jern paa ham, da han skulde transporteres tilbage til Lensmandsarresten i Biri. Ligeledes vaktes hans Forbittrelse let, naar han bar udsat for enkelte Tilskueres nysgjærrige Blikke. Ved en venlig Tiltale og ved Paamindelse om, at dette jo var Noget, han maatte tage som en nødvendig Følge af sin Forbrydelse og som en Deel af den Straf, han var skyldig at lide derfor, formildedes dog strax hans Sind. Han yttrede heller ikke denne sin krænkede Stolthed saa meget i Ord, som det kunde sees paa hans ildfulde Blikke og urolige Bevægelser. Engang yttrede han under en Samtale i Anledning af denne hans Heftighed Lyst til at maatte tale et Par Ord til de Mennesker, der maaske vilde være tilstede ved hans Henrettelse, idet han da vilde bekjende sin foregaaende Ugudelighed og sin nuværende Tro paa Frelseren og derpaa advare Mængden mod at fremture i den Letsindighed som han var overbeviist om herskede hos de allerfleste Mennesker.
