Da jeg var bange for, at han ved at beskjæftige sine Tanker med en saadan Tale kunde forhindres fra alvorligen at betænke sin egen Saligheds Sag, og at han derhos kunde finde en Føde for sin naturlige Hovmod og Forfængelighed ved at optræde som Revser af Samfundets Vantro og Ugudelighed, bad jeg ham at lade denne Tanke fare og derimod stadigen bede Gud om Naade og Kraft til stille og taalmodigen at gaa Døden imøde. Han syntes ogsaa at indsee det Farlige i sit Forlangende og talte ikke senere derom. Dette Træk forekommer mig forøvrigt at være ret karakteristisk for hans Sindsbeskaffenhed, da det baade viser hans Frimodighed, men ogsaa hans Lyst til at udmærke sig ved at lægge sin vundne Erkjendelse af Christendommens Hovedsandhed for Dagen og tillige vise sig som en kjæk og uforfærdet Mand.
Den 6te November foregik hans Transport fra Olsrud til Biri, og da jeg var anmodet om at følge ham til Retterstedet og der yde ham geistlig Bistand, hvilket ogsaa var Evens ønske, besluttede jeg at følge ham paa Veien for at være sammen med ham paa Skydsskifterne og besøge ham i Lensmandsarresten, hvor han ogsaa vilde blive omgivet af flere Vagtkarle. Da jeg om Morgenen traf ham paa Bjerke Skydsskifte, var han frimodig som sædvanlig; kun havde han, som ovenfor antydet, følt sig krænket ved at være belagt med et Feltjern. For at skjule Jernet for nysgjærrige Tilskuere havde han trukket Lænken under sine Beenklæder, saa at han ei kunde faa den høire Haand frem, men holdt den i Buxelommen. Et Sted paa Veien fik han Tilladelse til at standse for hos en Handelsmand at kjøbe et Par Buxesæler, da han, som han sagde, fandt det Upassende at fremmøde paa Retterstedet med gamle udslidte Buxesæler. Den første Aften, han var i Lensmandsarresten, var han forøvrigt i en oprørt Sindsstemning og lidet tilgjængelig da Reisen og Synet af de mange Mennesker
