Side:Folkevennen 1861.djvu/490

486

Natten og var freidig som ellers. Da Timen til Afreisen fra Arresten kom, reiste han sig og bad de Omstaaende at bede med ham og for ham og holdt derpaa en lydelig Bøn til Herren om Tilgivelse for hver en Synd, han havde begaaet, fra den første Dag han begyndte at synde, og indtil nu, og derpaa om at Herren selv vilde styrke ham til med Tro og Taalmodighed at gaa Døden imøde. Paa Veien til Retterstedet talede han med Skydskarlen om sin Glæde over ikke mere at skulle vandre paa Syndens og Letsindighedens Veie, men snart tages bort fra dette Liv med alle dets Fristelser. Sin Frimodighed og rolige Hengivelse i sin Skjæbne bevarede han ogsaa, da han blev bragt ind i sit forrige Hjem Gloppestuen for der at blive befriet for sine Jern. Han nød der et Glas Viin, som Lensmanden havde været saa god at have tilstede. Fra denne Stue gik han hen til Retterstedet, som laa et ganske kort Stykke derfra. Han gik ganske rask og villig uden synlige Tegn paa Frygt. Men da vi kom indenfor den Fiirkant, som Militæret dannede om det Bordgulv, hvorpaa Blokken var lagt, hvor Fogden allerede havde indfundet sig, og hvor tillige Skarpretteren og hans Medhjælper stode, da saa Even sig om med nogen Forfærdelse og maatte af Fogden i Venlighed mindes om at træde op paa Gulvet. Da Fogden derpaa oplæste Dommen og den kongelige Resolution om, at denne uden Formildelse skulde fuldbyrdes og derefter befalede Rigets Skarpretter at gjøre sin Pligt, naar Delinkventen først havde holdt sin Andagt saa gjorde disse Forhandlinger et saa stærkt Indtryk paa den Ulykkelige, at han begyndte at skjælve og tabte sin Hue, som han ærbødigen havde holdt i Haanden under Fogdens Oplæsning af Akterne. Jeg bad ham nu at læse sine Troesartikler; men da han ikke var istand til ret at faa Ordene frem, læste jeg dem for ham. Da jeg var færdig hermed, spurgte han med mere Freidighed, om han nu skulde læse dem efter, hvilket jeg dog for ikke at udhale Tiden