erklærede for ufornødent, saasandt han med Opmærksomhed havde fulgt mine Ord og vilde bekjende dette som sin faste Tro. Paa dette Spørgsmaal som paa de øvrige, der findes i vort Ritual, og som jeg forelagde ham, svarede han med et lydeligt og bestemt „Ja.“ Derpaa knælede han paa en Skammel, og jeg meddelte ham nu Absolution i den Form, som Ritualet foreskriver ved saadanne Anledninger. Han reiste sig synlig styrket og spurgte, om han nu skulde klæde sig af. Da jeg herpaa svarede ja, tog han selv Yderfrakke og Underfrakke af og spurgte derpaa, om han skulde tage mere af sig. Jeg betydede ham da, at han ogsaa maatte tage Halstørklædet af, hvilket han da strax gjorde. Nu tog Skarpretteren et Tørklæde og bandt det for hans Øine samt førte ham hen til Blokken. Efterat det var anviist ham, hvorledes han skulde lægge sig ned, gjorde han dette villigen og lagde med Skarpretterens Hjælp Hænderne paa Ryggen. Derpaa knælede jeg ned og bad langsomt og lydeligt „Fader vor.“ Da jeg var kommen til den 6te Bøn, lod Skarpretteren Hugget falde og det med saadan Kraft og Sikkerhed, at Hovedet øieblikkelig skiltes fra Kroppen, idet en stærk Blodstrøm susede frem. Øxen blev siddende fast i Blokken. Der hørtes ingen Lyd fra den Døende, da han blev rammet af Hugget; derimod bemærkede man flere Trækninger i Hovedets Muskler, endog en Stund efter at det af Bøddelknægten var stillet op paa Skafottet, medens Legemet forøvrigt blev liggende ganske ubevægeligt.
Vi have da saaledes fulgt Even til hans sidste Stund og seet, hvorledes han, saavidt Mennesker kunne dømme, ikke svigtede det gode Forsæt at holde fast ved Frelseren og trøste sig ved ham alene. Som et Beviis paa denne hans Henflyen til Frelseren vil jeg ogsaa her tilføie, at man i hans Psalmebog fandt nedskrevet med hans egen Haand en Paamindelse til hans Børn om itide at lære at elske Christum og holde sig til ham, og derefter følgende Ord: „Kort før
