En af de smukkeste Stuer, som jeg veed om, er Sjøstuen, som jeg kalder den, i Amtmand Harris’s Bolig i Stavanger. Vindues-Væggen staar lige op af Sjøen, uden nogen Brygge eller Strand foran; det kan hænde, at et Fartøi ligger Side om Side med Stuen, Dækket næsten i Høide med Gulvet. Fra disse Vinduer kunde en Maler hente Stof for Søstykker: brusende Dampbaade, Fartøier, som komme, og Fartøier, som gaa, alt, hvad der flyder paa Stavanger Vaag, med Gjenbo-Husene og Valberg-Taarnet paa den anden Side – Domkirkens Gavler og Kongsgaard-Træernes høie Kroner ved Vaags-Bunden, til Høire!
En bælmørk Aften i December Maaned for 3 Aar siden sad Hr. Amtmand Harris i sin Familiekreds her i Sjøstuen. Vindues-Gardinerne vare nede og dækkede for Mørket derude; det var lunt og lyst herinde.
Pludselig høres Skrig og Nødraab fra Sjøen, tæt ved, der ved Hjørnet af Huset, hvor et aabent Rum eller en saakaldet Almenning fører fra Gaden indenfor til Vaagen udenfor.
Amtmanden ud, hans Fuldmægtig med – og snart finde de en Mand, som plasker i Vandet og holder sig i Brygge-Stolperne. De troede da, det var kun den Ene, som var i Fare, og holdt paa at hale ham op.
Saa fik Amtmanden se en Arm stikke op af Vandet længer ude, adskillige Favne fra Land. Han kastede sig ud i Øiblikket, tog Spænd mod Brygge-Stokkerne, skjød sig udover, speidede, famlede, fik netop gribe Manden, som
- ↑ Fortsættelse fra Side 350.
