ikke længer arbeidede med Armene, ikke engang skreg, men allerede havde tabt Bevidstheden og var ved at gaa til Bunds.
Redningsmanden troede ham allerede død, da han svømmede i Land med ham. Men nu vare flere Folk komne til: den Forulykkede blev halet op, blev rullet, gav Livstegn, kom sig.
I næste Øieblik blegnede Fru Harris ved at se sin Mand komme ind. Vandet, som strømmede af ham, sagde hende, hvor han havde været.
To Mænd havde gaaet Arm i Arm langs Strandgaden. Ukjendte med Gadeløbene dreiede de om Hjørnet og gik sig i Mørket ud over Bryggekanten. Ingen af dem kunde svømme; han, som kom saa langt ud, havde plasket med Armene paa samme Vis, som Hunden kaver med Labberne. Det var endda en Note-Bas.
Det er maaske ikke alle Læsere, som rigtig kunne sætte sig ind i, hvad kjæk Redningsdaad dette var. Men hele Stavanger By blev greben ved Fortællingen herom næste Dag. – Under Bevægelsen vare en Del Herrer samlede paa Byens Klub og enedes om at gaa i ordnet Følge ud til Amtmanden og komplimentere ham; de havde allerede valgt sin Ordfører. Dette kom dog ikke ganske til Udførelse, af den Grund, at Amtmanden selv tilfældigvis kom ind i samme Øieblik; men uvilkaarlig reiste Alle sig Amtmanden imøde, og Ordføreren frembar for ham Forsamlingens Beundring og Taknemmelighed.
For nogle Uger siden stod jeg ved Vinduet i Sjøstuen, og paa min Begjæring fortalte Hr. Amtmanden selv hin Aftens Begivenhed. Jeg havde jo hørt den før; men jeg vilde saa gjerne høre den af ham selv. Han sluttede saa: „Jeg vilde ikke tale sandt, dersom jeg sagde, at jeg i den Stund, da jeg kastede mig ud, havde Tanke om, at nu gjorde jeg noget, som jeg burde gjøre. Det var en uvilkaarlig Drift. Da jeg saa Armen, havde jeg ikke Tanke for Andet, end at der ud maatte jeg.“
