Denne Forklaring forstaar jeg ganske vel. Men den
gjør ikke noget Skaar i min Glæde over den raske, uforfærdede
Daad.
Ikke saa sjelden ser jeg af Aviserne, at der i Kongens Navn uddeles Bægre og Medaljer, som Hæderstegn til Mænd, der have udmærket sig ved saadanne Leiligheder. Denne hædrede Skare bestaar mest af Fiskere og Matroser. Jeg vilde, at Amtmanden skulde være med her!
Det som kaldes Aalesunds By, er en mangfoldig og uregelmæssig Husklynge, eller rettere flere adskilte Klynger, spredte henover besværlige Klever og Klippe-Strande, paa nogle Her og Næs. En Aften senhøstes 1856 skulde jeg gaa omtrent fra den ene Udkant af Byen til den anden. Det var Storm og Regn, og jeg kunde ikke se mine egne Hænder; men jeg troede mig kjendt og lagde i Vei. Etsteds snublede jeg over nogle løse Stene og faldt – efter nogen Famlen og Undren fandt jeg, at jeg var bleven liggende tvers over en lav Mur ved Kanten af en Sten-Bro, som førte over et Sund, og som jeg netop var kommen midt ud paa. – Da jeg nogle Timer skulde gaa samme Vei tilbage, havde jeg faaet mig en Lygt. Og det var vel. Det var saa sent, at Folk for det Meste var gaaet til Sengs, og det løste ikke ud af Vinduerne; jeg gik mig vild, kom ud paa en Brygge eller Almenning og var allerede paa den yderste Kant, da Lygten viste mig Vandet, dybt nede. Et Skridt til – og jeg var gaaet udfor.
Dagen efter opfordrede jeg flere af Bymændene til at sørge for, at der blev sat Gadeløgter paa saadanne Steder eller gjort noget Andet til Sikkerhed.
Hvad der er blevet gjort, veed jeg ikke. Men efter den Tid har jeg seet Aviserne berette om to Tilfælde, hvor
