Ei dem sattes noget venligt Minde,
Som kunde melde hvor de lagdes ned.
Over dem kun Tang og Tare vinde
Sin gustne Krands om dunkle Hvilested.
Ei for dem i rolig Grav at hvile,
I Højen, som staar blomstersmykt om Vaar!
Fred de fanged’ under fredløs Vove,
Søvnen dyb, hvor søvnløs Brænding gaar.
Over dem det vilde Hav skal stride
En grufuld Strid mod Vindene fra Land.
– Men just derved deres Ben vil glide,
Ret lunt og godt, dybt ned i Dybets Sand.
Og dem en evig Sørgesang skal klinge
Igjennem Bølgens Suk og Vindens Vinge.
Og for hver Bølge, som mod Strand sig hæver,
Mig ders Minde gjennem Sjælen bæver:
Ja, Stranden blir for deres Skyld mig kjær,
For deres Skyld mig Bølgen hellig er.
Der er ikke Mange af Sveriges udmærkede Mænd, som har indtaget en saa høj og hædret Plads, som Wallin, men heller ikke Mange har mere end han fortjent alle Sam-
- ↑ Efter det Engelske, ved en Dame – Det Udtryk „at blive“ bruges af Almuen overalt i Landet i samme Betydning som By- og Skriftsprogets: „at drukne, at omkomme paa Vandet“.
