ovenfor afbildede Stuer, hverken den akershusiske, throndhjemske, bergenske eller jæderske. Men det gjenfindes i den gamle mandalske Røgstue eller Ildhuset Fig. 68, og herfra er da den særegne Skik sikkerlig kommen, som en Arv fra den gamle til den nye Slægt af Huse.
Naar Sengene skulde staa i de to Hjørner og Høisædet fremdeles skulde staa i Hjørnet mellem Vinduesvæggen og den indre Tværvæg, hvilket ogsaa stemmer med Fig. 68, saa blev der ikke noget andet Hjørne tilovers for Ovnen end det, hvori vi finde den (C, 4).
Kommer man fra Jæderen, eller kommer man fra Christiania-Egnen, eller dersom man kun fra Mandals By gjør et Besøg op i disse Bygder, saa studser man over at finde Kakkelovnen i det Hjørne, mellem Stuedøren og Vinduesvæggen. Det vil være en besynderlig Undtagelse, om der i hele Christiania Stift eller paa hele Jæderen er et eneste Hus, hvor Ovnen staar saa; men i de Bygder, hvor den mandalske Stueform endnu hersker uforandret, er det staaende Skik Hus for Hus. Det viser sig endog meget kjendelig udvendig paa Huset, hvor den lille Kakkelovns-Pibe stikker op ved Nederkanten af Taget, tæt til Siden for Indgangsdøren.
Jeg undrede mig længe over dette. Mon denne Synderlighed skulde være en blot og bar Tilfældighed, kun skikket til at vække en ørkesløs Undren? eller mon den ikke har sin bestemte Aarsag og altsaa staar som et Tegn, der vil tydes?
Langt om længe har jeg tydet det saa, som nys forklaret, at Stuen er dannet efter Ildhusets Forbillede, og at der af den Aarsag ikke blev anden Plads for Ovnen.
Nu ser jeg i denne Smaating, som vel de Fleste vilde kalde det, en Mindelse om den Hus-Skik, som havde bestaaet kanske fra Halfdan Svartes Dage indtil den blev afløst a den nu brugelige, og denne Ovnens Plads bliver mig et af den mandalske Stueforms Kjendings-Mærker.
