Et andet Kjendingsmærke er Senge-Indretningen.
I Ildhuset eller Røgstuen havde der kun været Senge af
simpleste Slag, fastspigrede til Væggen; her ere høie Senge-Stolper
som bære en Karnis, og Sengene ere byggede sammen
med det mellemstaaende Skab, – et nagelfast og indbyrdes
sammenhængende Snedker-Arbeide, ufravigelig siret med
kunstrigt List- og Tavle-Værk.
Ligheden er saa stor, at naar man har seet denne Stue-Prydelse i et Hus, saa kjender man den i alle. Fig. 80 viser en Prøve.[1]
Sengene ere tegnede lidt paa skraa, som de vise sig for En, naar man staar oppe ved Høisædet. Karnissen tjener som Hylde, og paa den staar der gjerne Melkeringer og Krustøi. Under den ene Seng synes jeg at se et Par Træsko.
I det Hus, hvorfra Tegningen er taget, var Arbeidet saa smukt, som Snedkerens Høvl kunde gjøre det. Men i de fleste Huse har Malerens Kunst forenet sig med Snedkerens, og en Mangfoldighed af Farver straaler os imøde.
Den fremmede Betragter vil ikke nægte, at det Hele gjør et godt Indtryk. Og de, som ere voxede op i disse Huse og derfor kanske aldrig have tænkt over, hvorfra denne Skik monne være kommen, ville sikkerlig forundre sig over følgende Forklaring:
Sengenes Plads synes, som sagt, at være en ældgammel Bygde-Skik. Men Maaden, hvorpaa Snedkerarbeidet er udført, eller dette Slag af Forsiringer: Karnis og Lister samt Tavler eller Speil-Fyldinger, hører til en egen Kunst-Art eller Stil, som engang har været gjængs hele Europa over – udgaaet fra de store Kunstnere og Mestere i Rom og Paris og andre Hovedstæder, og efter de af dem byg-
- ↑ Efter et Udkast af mig har Hr. Architekt Bull havt den Godhed at udarbeide den Tegning, hvorefter Træsnittet er skaaret.
