I Husmandsstuer og ellers i fattige Huse maa vel
Stuen savne denne „Opstasing.“ Men dette hindrer mig ikke
i at betragte Indredningen med de to Karnis-Senge og
Sengeskabet som et Kjendingsmærke for den mandalske
Stueform.
Et tredie Kjendingsmærke er endelig, at Huset er en Loft-Stue, som det kaldes, bygget i to Høider (Etager). Der var jo i Grunden ikke Noget i Veien for, at en Stuebygning af den beskrevne Form forresten kunde bygges i kun en Høide, enten med Sperrestue som i Østerdalen eller med kun et Halv-Loft over Lemstuen som paa Jæderen; men det hørte nu med til Skikken, at den, som sagt, skulde have to Høider.[1]
Det var nu det første Sæt af Stuebygninger, som Fig. 78 og 79 fremstillede, det første Sæt efter Røgstuerne eller de beboede Ildhuse. Men allerede Sønnerne af de Mænd, som havde bygget de nye Huse, byggede endnu større og gildere, med to Stuer i Rad (den rette Stue eller Dagligstuen og Nystuen eller Gjæstestuen) samt med Ildhuset heftet til paa Bagsiden. Fig. 81 og 82 give et Begreb om denne Udvikling af den tidligere Tarvelighed.
Nystuen adskiller sig fra Dagligstuen kun derved, at der ikke er noget Sengeskab i Rummet mellem de to Karnis-Senge. Imidlertid staar der gjerne en Dragkiste eller et Skatol i Skabets Sted.
- ↑ Derfor kunde Flor i sin før nævnte Reisebeskrivelse af 1810 (Side 344) omtale det som noget Almindeligt i Mandals-Egnen, at Stuebygningen var paa to Etager.
den som en Ramme (en langagtig Firkant), og Rummet indenfor Rammen har været fyldt med en faststampet eller fastbrændt Masse af Sand og Ler og Aske. Denne Masse har altsaa dannet Underlaget for Ilden, ikke flade Stene som i Fig. 67; Heden vilde snart bringe Stenene til at springe eller hensmuldres. Arens Høide over Gulvet er kun nogle faa Tommer.
