Ved en saadan Betragtning af Gaardenes Bebyggelse
blev Reisen ned igjennem Dalen mig som et Blik opigjennem
Tiderne: ved Hjelp af hvad jeg nys havde seet nogle Mil
ovenfor, syntes jeg at se, hvordan der paa ethvert Sted
nedenfor monne have seet ud for nogle Menneske-Aldere siden.
Og Forskjellen viser sig ikke blot i Husenes Former og Indretninger. Oppe i Aaseral saa jeg vel en enkelt Stolpebod, som med sine udsøgte og vel telgjede Tømmerstokke mindede om Oldtidens fortrinlige Tømmerbygningskunst. Men det Almindelige er dog et meget simpelt, ja stundom høist kluddret Tømmermands-Arbeide,[1] og ere Husene bordklædte, saa er det oftest udført paa en saa raa Maade, at der ikke har kunnet være Tale om tillige at male dem. Noget længer ude i Dalen tiltrækkes Øiet ved de venlige rødmalede Huse med hvide Hjørnebord og Vindues-Karmer, og endnu længer ude skinner det lang Vei af de graagule og hvide Huses blanke Oliemaling. Inde i disse Huse finder man ikke sjelden ialfald Gjæstestuen gipset, malet, tapetseret, udstyret med polerede Birketræes Møbler, Skilderier og Speile i gyldne Rammer, Gardiner for Vinduerne, hæklede Tepper over Kommoden og Sopha-Bordet. En Modsætning til denne Forsynlighed og Orden var den gamle Røgstue-Skik, som Folk i Aaseral endnu vide at tale om, at naar Aren optog
- ↑ En Udskiftnings-Formand, som netop var beskjæftiget i Aaseral og efter den nyere Maade anstillede meget nøiagtige Opmaalinger af Marker og Hustomter, fortalte mig, at det var sjelden at finde Husene tømrede saaledes, at de vare retvinklede i Hjørnerne. Husene bleve da tegnede skjæve paa hans Kaart.
som endnu have det omtalte Mærke, og udenfor, nærmere mod Kysten, skal der være faa eller ingen; men indtil for en Menneske-Alder siden var den gamle Brug almindelig her ogsaa. – Og ligesaa vestenfor Mandalen, i Valle og Spangreid Sogne.
