for stort Rum af den lille Stue, saa man istedetfor almindeligt Langbord maatte hjælpe sig med en „Skive,“ der var til at slaa op mod Væggen, og naar der nu og da ikke syntes at være Tid til at rydde tilside Ting, som stod i Veien, for at Slagbordet kunde blive slaaet ned, saa holdt Familien sit Maaltid paa den Maade, at man satte Grødgryden imellem sig paa Krakken og spiste af den. En anden Modsætning er den, som man endnu den Dag idag skal kunne finde i selve Kirkebygden i Aaseral, at der ikke i et blandt ti Huse er en ordentlig Vasbøtte i Ildhuset eller Kjøkkenet – naar der skal koges Grød f. Ex., maa der springes til Brønden med en Melkeringe eller med selve Gryden.[1]
Det traf sig saa, at i de Dage da § 44 eller Stykket om den jæderske Stueform blev trykt, reiste jeg atter omkring paa Jæderen, og det var naturligvis af Interesse for mig at sammenligne den Beskrivelse, jeg nys havde vo-
- ↑ En Del af Eiendommelighederne ved den mandalske Stueform, som jeg kalder den, har allerede før tildraget sig Forfatteres Opmærksomhed. Saaledes har Agronom Lindeqvist i en Reiseberetning for 1856 (trykt 1857) fremstillet det Udvendige af Husene i Bjelland i to Tegninger, hvorefter jeg har taget min Fig. 79 og 82. Og i den før nævnte Beskrivelse over Lister og Mandals Amt af Amtmand Holm fra Slutningen af forrige Aarhundrede (ved 1790) heder det om Vaaningshusene i Bjelland, Grinnem og Finsland oppe i Mandalsdalen: „Almindelig en Stue med Kakkelovn og Ildhus med Arnested. Dog begynder Bonden, som har lidt Leilighed, at bygge sig en Høitidsstue ved Siden og sætte deres Ildhus bagved“ (Topogr. Journ., XIII., 89). Naar man hertil læser samme Holms Forklaring om Ildhuset, at nemlig Ildstedet er en Are (se ovenfor Side 344, Anm.), saa ser man, at hin Beskrivelse over et simplere og et fornemmere Hus passer meget vel til min Fig. 78 og 81.
