Dersom en Oldforsker vilde tage sig for at undersøge disse Ovne eller lægge Mærke til Aarstallene og Støbestederne, saa kunde man kanske deraf slutte sig til, om Forandringen foregik samtidig paa Jæderen og paa Lister, eller om Skikken blev indført senere paa det ene Sted og da kanske efter det andets Forbillede.[1]
Det finder jeg ialfald troligt, at da Bygderne indenfor Lister, høiere op i Landet, senere hen afskaffede Røgstuerne, saa kom de i Et og Andet til at følge Forbilledet fra Lister og fra Flekkefjordsog Farsunds nærliggende Smaabyer.
Ved Siden af det prikkede Strøg paa Kaartet sees det stregede at grændse imod, og dette Strøg skal betegne den Egn, som den mandalske Stueform har udbredt sig over.
Det er ikke Meningen, at denne Stueform just skulde være opkommet netop i Mandalen og derfra have udbredt sig videre. Men Navnet tog jeg deraf, at jeg først blev ret opmærksom paa den i Mandalen og siden fandt den herskende i hele Mandals Fogderi, med dets mange og folkerige Smaabygder, fra Fjeld til Fjære.[2]
- ↑ Gaardene Hananger og Lunde paa Lister tilhørte i gamle Dage en adelig Familie, og ved et Skifte, som i Aaret 1660 holdtes paa Lunde efter en af de Herrer, som havde boet her, anførtes og værdsattes blandt meget andet Løsøre „1 gammel Jernkakkelovn i den daglig Stue, 4 Rdlr., 1 liden Jernkakkelovn i den nye Stue, 3 Rdlr“ (Værdien af en Ko sees da at have været fra 2 til 3 Rdlr.). Til at opvarme Værelser havde maaske ogsaa et „Kobber Fyrfad“ og et „gammelt Fyrbekken“ været brugte, hvert værdsat til 2 Mark. (Samll. til det norske Folks Sprog og Historie, II 373.
- ↑ I forrige § har jeg jo allerede forklaret, at den eiendommelige Form i de sidste Aar er bleven betydelig forandret og vanskelig at gjenkjende i det yderste Strøg langs Kysten, indtil en Mils Vei op i Landet. Men selv i Spangreid Kirkesogn ude mod Lindesnæs har jeg hørt af en paalidelig Mand, at
