en stor Egn, er mig en saa mærkværdig Ting, at jeg nok syntes det skulde værd at komme efter Skikkens Grændser. Men at jeg nu fremsætter min Opfattelse med dens Usikkerhed og mulige Feil, det sker med den Tanke, at det kan blive Begyndelsen til Sagens bedre Belysning herefter. Kunde det saa yderligere lykkes at faa udgransket Aarsagen til, at den samme Skik udbredte sig netop saa vidt mod Øst og mod Vest, saa skulde derved kanske adskilligt være vundet til Forstaaelse af Folkets Kaar og Sæder i frem- farne Tider. Og hel mærkeligt skulde det være, dersom det kunde ansees for mere end et Træf, at Østgrændsen for den mandalske Stueforms Strøg falder sammen med en Grændse, som fra umindelige Tider har skilt mellem tvende Hoved-Dele af det førnævnte Agde-Fylke, nemlig Vest-Agder og Øst-Agder, paa hver sin Side af et Punkt ved Østsiden af den Fjord, hvori Sætersdalens og Topdalens Elve udmunde.[1]
Bygderne strax i Øst for Christiansand alt til Østgrændsen for Christiansands Stift høre til Nedenæs Amt.
I det østligste Strøg her, i Bygderne Moland, Holt og Søndelev, mellem Arendal og Østerrisør, fandt jeg paa Gjennemreise i Aaret 1860 en, som jeg syntes, meget interessant Stueform. Hvor denne var udviklet som mest, svarede Husene til Grundtegningerne Fig. 90 og 91.
Fig. 90, nedre Høide. A, Stue, brugt som Storstue eller Stadsværelse, med 1, Kakkelovn, 2, Bord med Bænke (oftere dog Kanope eller Sopha og Stole), 3, Seng. B, Kammers, brugt som Dagligstue, med 1, muret „Ovn“ eller „Spis,“ d. e. en Skorsten, som er aaben til to Sider, saa Ilden kan lyse i Værelset; den bruges naturligvis
- ↑ P. A. Munch, nys anførte Værk, Side 129.
