Ting saa vel, fra Gudbrandsdalen, fra Smaalenene, fra Rennebo – – – og Husbonden, som læser Texten, og Moderen, som halvt hører paa og halvt følger med Tanken Børnene, som ere voxede ud af Huset og nu færdes hver paa sin Kant – jeg synes at kjende dem begge; – – hans Alvor, hendes tankefulde Ømhed, dette elskelige, fromme Enfold, der som en Forklarelse hviler over dem begge, har saa ofte opbygget mig, naar jeg, hvorsomhelst jeg har faret i Norges Land, fik Anledning til at se indom til vore gammeldags Bønderfolk.
Gammeldags?
Ja, det er i de afsidesliggende Bygder, i de gamle Huse, hos de Gjenlevende af den forrige Slægt, at jeg har fundet denne Opbyggelse.
Fast hvert Kapitel af denne Afhandling melder om Forandring, og netop i vor Tids-Alder er det, som at Forandringen vælder frem og strømmer ind over os.
Husene forandres – Livet i Husene ligesaa.
Hvad selve Husene angaar, har jeg jevnlig været saa lykkelig at kunne vise, at trods Udartningen, som altid lurer, er Forandringen bleven til det Bedre – en fri Udvikling af den ensformige Tarvelighed, en Væxt og Blomstring.
End Hus-Livet og Hjerte-Livet?
Enfoldigheden og Troskyldigheden, som gjorde os saa godt hos hine Gamle, møder os ikke saa ofte hos Børnene. Den nuværende Slægts Tid er en Gjæringens og Bevægelsens Tid. Der følger Skum og Uro med. Men der er jo Virksomhed i Bevægelsen, og af Gjæringen tør der klarne sig et sundt og vakkert Liv. Eller – se endnu engang paa Moderen i Tidemands Billede, hvorledes hun sidder hensjunken i Bøn og Forbøn: bør vi ikke haabe Godt om den Slægt, for hvem Mødre have bedet saa?
