Nogle f. Ex. staa igjen alt fra Tiden før Sortedøden, og hvad de have at fortælle, det har et Sagn imellem Bønderne skjønsomt tydet saaledes, at Bygningskunsten blomstrede i hine fjerne Tider, men at den saa, som al anden Kunst og Bedrift, kom i Forfald under Folkets Vanmagt efter Sortedødens Ødelæggelser. Omvendt er den yngste Slægt af Huse vel skikket til at forhøje det Indtryk, som ogsaa ellers paa saa mange Maader bibringes os, at der er Trivsel i Landet nu, i dets Selvstændigheds og Friheds Tid.
Ja, jo længere jeg betragtede Bygningsskikken, desto fortroligere syntes jeg at blive med selve Folkelivet og dets Udvikling gjennem Tiderne, i et Bygdelag saa, i et andet saa. Det var mig overraskende at finde, at den gamle Hus-Skik med Are og Ljore, kjendt i Landet alt fra Odins Dage, har holdt sig i de christiansandske Fjeldbygder til for faa Menneske-Aldere siden; naar jeg nu tænker paa Folkelivet i de samme Bygder og sætter det Ene i Forbindelse med det Andet, saa synes jeg at forstaa saa vel, at med hin ene Skik monne meget af Oldtidens hele Leveskik og Livsbefragtning fast uforandret have fulgt med ned til Nutidens Grændse.
Naar mit Blik glider hen over Hus-Klyngerne, fyldes Sindet snart med Vemod, snart med Fryd: hist staar det tilbage med Bygningsvæsenet, jeg synes at se Fattigdom og Modløshed i Husene – – her lysner det, her mærkes Fremskridtsaand og Smag, her maa bo et dygtigt og lykkeligt Folk.
At bygge og indrede de Huse, som et Folk skal have at bo i, er en af de betydeligste Industri-Grene i et Land. Industri-Udstillinger høre til Dagens Orden nu: alle Kunster og Virksomheder kappes om at være med og vise sig og naa frem til Anerkjendelse og komme til sin Ret. Under Udarbeidelsen af nærværende Fremstilling var det mig ofte en kjær Tanke, at kunde jeg saa sandt faa fremstillet de
