Men saa kom jeg til at dvæle noget længere i en af
disse gudbrandsdalske Bygder, og som jeg var udgaaet paa
den Maade, at jeg vilde lægge Mærke til Alt, som paa
nogen Maade vedrørte Folkelivet i vore Bygder, saa gav
jeg mig ogsaa til at give nøiere Agt paa Gaardenes Bebyggelse.
Da gik det op for mig, at i vore mere gammeldags
Bygder er der Noget, som man kan kalde Bygnings-Skik.
Efter som jeg gik ud og ind paa flere og flere Gaarde,
var det mig, som om Uregelmæssigheden veg noget tilside
for Blikket, saa jeg fik skimte lidt af en oprindelig
Regel og Enhed i Grunden. Fra Byerne havde jeg medtaget
den Forestilling, at naar der skulde bygges Huse, saa
byggede hver Mand „efter sit eget Hoved“; men det var
mange af mine tidligere Forestillinger, som ikke passede paa
Landsbygdernes Virkelighed, og her fandt jeg det at være
mere saa, at naar en Mand skulde til at bygge et Hus,
saa faldt det ham ikke lettelig ind at gjøre det stort anderledes,
end et Hus nu engang skulde være „efter Skikken.“
Og det forekom mig, at hin Uregelmæssighedens eiendommelige
Skjønhed heller blev skjønnere, jo bedre jeg blev
øvet i at øine den Regel og Orden, som ligger halv skjult
derunder.
Forladende den enkelte Bygd fandt jeg fremdeles de samme Familie-Træk i Nabobygdernes Huse, og jeg kunde spore den samme Bygnings-Skik udover al Gudbrandsdalen og endnu længer. Men Reiserne førte mig videre og videre, og jeg kom da til Bygdelag, hvor jeg atter befandt mig ligesom blandt fremmede Omgivelser. Og nu blev det en spændende Interesse først at opfatte den særegne Bygnings-Skik, som monne herske her, dernæst at udforske, om der ikke skulde være ligesom et fjernere Slægtskab eller Landsmandskab med de forrige Bygdelag.
Dersom vi i en og samme Grænd kunde plante hen en Bondegaard fra hver Egn i Landet, fra Jæderen, fra
