Denne siden er ikke korrekturlest
5
Men der skal vistnok god Lykke til at faa fremstillet
de mange Forviklinger med Klarhed og til at vinde Læserens
taalmodige Opmærksomhed for de mange Smaating,
som, i sig selv saa yderst ubetydelige, dog tilsidst danne det
interessante Hele.[1]
- ↑ Nu, da jeg sætter mig til at skrive og overskuer den Vei, som min Afhandling skal arbeide sig fremad, paatrænger det sig rigtignok stærkt, at Mangt og Meget af det, som jeg her skulde erindre og have paa det Rene, har jeg vel paa mine Reiser seet og moret mig ved at se og betragte, men dog ikke fæstet paa Papiret eller lagt paa Minde saaledes, som den pleier gjøre, der allerede har den Plan at skrive offentlig. Jeg har ialfald ikke før nu temmelig nylig tænkt mig, at jeg nogensinde skulde komme til at skrive en særskilt Afhandling om dette Emne.
Vel har jeg tænkt paa at opsætte, indtil jeg fik skrevet til Folk omkring i Bygderne om nærmere Forklaringer, eller til jeg kanske kunde faa gjøre mine Reiser om igjen og atter se selve Tingene og da se bedre end før. Men begge Maader faldt mig saa vidtløftige, og Opsættelsen kunde blive endeløs. Derimod tænker jeg mig, at naar jeg nu anvender nogle Dage paa at samle og ordne, hvad jeg for Tiden har, og naar jeg faar Lov til at lægge det frem for min Læsekreds saadant, som det nu er, saa kan dette baade skjærpe min egen Opmærksomhed for Tingenes bedre Studium ved senere Leiligheder og derhos gjøre det lettere for mig at samtale eller brevskrive om Sagen med Andre og indhente Raad og Oplysninger.
Man misbillige ikke dette af mig. Den ene Dag skal undervise den anden, den ene Bog og Afhandling befordre den anden, den ene Forfatter skal – selv gjennem sine Feiltagelser – være den anden til Vink og Veiledning. Paa den Maade dages det, og Lyset voxer, og et Studium, som fordyber sig i det Smaa, kan blive Forberedelsen til grundig Indsigt i vigtigere Ting.
Nu, i den sidste Time, da jeg netop staar i Begreb med at levere mit Manuskript til Bogtrykkeren, faar jeg Brev
