Men fra nu af bør et Almue-Bibliothek ikke vente at faa saadan Understøttelse gjentagne Gange. Meningen er: en god Haandrækning engang for alle, og siden: „Hjælp dig selv.“ Paa den Maade bliver Storthingets Bevilgning hovedsagelig til Opmuntring for nystiftede og vordende Almue-Bibliotheker.
Naar en Bogforening holder paa at danne sig i en Bygd, og naar den ikke ønsker at gaa ind paa Departementets oprindelige Betingelse, nemlig at et Par af Formandskabet og Sognepræsten skal danne Bestyrelsen, saa vil jeg tilraade, at man – hvis man agter at andrage om Penge fra Departementet – først erhverver sig Formandskabets og Sognepræstens Anbefaling og saa ledsager sit Andragende dermed. Man bær naturligvis ogsaa sende med en Forklaring om Bibliothekets Tilblivelse og Bestyrelse.
Endnu en Bemærkning i samme Anledning: Det hænder undertiden, at Formanden for et Bibliothek har indsendt sit Andragende til Departementet og derefter gaaet i nogle Maaneder med Forundring over ikke at faa noget Svar og saa tilsidst skriver til mig med Anmodning om at undersøge i Departementet, hvad der kan være i Veien. Svaret er dette: Da det vilde foraarsage uforholdsmæssigt Bryderi, om Departementet særskilt skulde behandle og afgjøre ethvert af disse Andragender, efter hvert som de indkomme, saa lader man dem ophobe sig i nogle Maaneder, til det bliver en passende Mængde, som da med betydelig Arbeids-Besparelse gjennemgaaes og afgjøres paa en Gang. Sagen kan altsaa være i god Orden, om end Svaret ikke indløber saa hurtigt, som Andragerne monne have tænkt sig det.
Ud paa Høsten 1859 gjorde jeg en overmaade interessant Tour, nemlig som Gjæst hos Hr. Foged Elster
