Allerede ved flere Lejligheder i denne Fremstilling har jeg omtalt en Drift i Menneskets Natur til at efterligne det, som det ser andre gjøre for sig. Denne Efterlignelsesdrift er en mægtig Kraft, hvis Virkninger til enhver Tid spores i alle Retninger af Menneskelivet, og af hvilken uendelig meget, baade godt og ondt, afhænger. Det er igjennem den, at den saakaldte „Mode“ faar sin næsten uindskrænkede Indflydelse, og kun ved at kjende den bliver man istand til at forstaa det Omfang og den Magt, som de aandelige Vildfarelser og Sygdomme, om hvilke det nu er min Hensigt at fortælle, have faaet. Blandt de Forfattere, der have studeret Historien om disse aandelige Omgangssygdomme, er der en tydsk Læge, ved Navn Hecker, og en fransk Læge, ved Navn Calmeil, hvis Skrifter jeg i det Følgende oftere kommer til at benytte.[1]
Efterlignelsesdriften gaar forud for Tænkningen og den selvstændige Handling. Den tilhører ikke blot Menneskene, men endnu mere Dyrene.
Naar Barnet er kommet ud over de ste Bevægelser til hvilke det allerede strax har en medfødt Evne (de automatiske Bevægelser), og skal lære at tale, saa erhverves denne Evne paa en yderst simpel, men sikker Maade. Man ser, hvorledes Driften til at efterligne Dag for Dag vaagner
hos Barnet, og kan deraf forstaa, at de Indtryk, som
- ↑
Dr. J. F. C. Hecker, Über Sympathie Berlin 1846. –-– Die Tanzwuth, eine Volkskrankheit im Mittelalter, Berlin 1832. L. F. Calmeil, De la Folie, Paris 1845.
