det modtager, nu begynde at frembringe mere levende Forestilinger. Spæde Børn have ingen anden Maade, hvorpaa de kunne vise, at de have bemærket de Bevægelser, som foretages for dem, end at gjentage dem. Og ligesom de gjentage de Bevægelser som de se, saaledes gjentage de de Toner, som de høre. Ti ethvert Sandseorgan bar et tilsvarende Bevægelsesorgan, paa hvilket det kan virke tilbage, naar det har modtaget et Indtryk; saaledes har Høresandsen Stemme- og Taleorganet, med hvilket det i sin Virksomhed hænger sammen. De første Lyd, som et Barn udtaler, ere endnu intet Sprog, men Toner uden Mening og Betydning, ligesom Dyr kunne afrettes til at tale og endog til, under de samme tilbagevendende Omstændigheder, at gjentage der, som de engang have lært. Men Barnet begynder lidt efter lidt at knytte Forestillinger til disse Lyd; efterhaanden udvides disse Forestillingers Kreds, og det bliver istand til paany at kalde dem tilbage.
Senere efterligner det sine ældre Legekammeraters Handlinger og eftersiger deres Ord med en skrupuløs Nøjagtighed. Den selvstændige Anskuelse af Tingene og deres Værd og Betydning kommer sent, og hos mange naar den aldrig til Frihed og Modenhed; ja det maa endog siges at gjelde for de fleste, at de sit hele Liv igjennem blive afhængige af sine Omgivelser og uselvstændige Led af den Kreds, som de tilhøre. Selv de, der naa den allerhøjeste Grad af Frihed, Genierne, som bryde nye Baner og kjæmpe mod den Efterlignelsesdrift, som enhver Tidsalder lider under, kunne i det Væsentlige blot virke ved Midler og igjennem Begreber, som de have erhvervet sig ved Efterligning.
I Ungdommen, som endnu, selv under en hastig Udvikling, beholder en hel Del af Barndommens Uselvstændighed, forøges denne end mere ved de heftige Følelser og Lidenskaber, som opvaagne. Det er let at vinde den for
