Indgang hos Mændene; man vilde ikke længer til Unytte ofre Penge og Liv paa det, som det forrige Aarhundredes indsigtsfuldeste og tapreste Mænd ikke havde formaaet. Da begyndte der hos Børnene at opstaa lyse Drømme om det hellige Land, og i deres Indbildningskraft malede der sig snart vidunderlige Sejre over de Vantroende. Der opstod ungdommelige Anførere, som begyndte at føre Ordet; en af disse, ved Navn Steffen (Etienne), en Jætergut fra Vendôme i Frankrig, der var udrustet med gode aandelige Evner, holdt Korsprækener og fik en uhyre Tilstrømning fra Omegnen. Hvad han talte, var vistnok kun de samme Tanker, som bevægede Tiden dengang, og som fra voxne Læber ikke formaaede at bringe noget i Gang; men at en simpel Jætergut saaledes kunde træde op med en henrivende Veltalenhed, det var nok til at gjøre ham æret som en stor, af Gud udsendt Profet. Man knælede for ham som for en Engel, og uagtet Kongen Philip August, fulgte de Raad, som de Lærde ved Paris’s Højskole gave ham, og forsøgte paa at forbyde disse Folkeforsamlinger, saa blev det dog snart ganske umuligt at holde den tøjlesløse Bevægelse, der havde grebet og som en elektrisk Gnist antændt de ungdommelige Sind, i Skranke. Nye tiaarige Profeter opstode hver Dag, prækede Korset og gjorde endog formentlige Mirakler; om disse flokkede de forvildede Børn sig i store Mængder, og alle disse større og mindre Hære samledes igjen om „den hellige Stephanus“.
Forældrene toge Del i Forvildelsen. Mange udrustede sine Smaagutter med Sværd og Pantser eller klædte dem i Pilgrimskjole og gav dem Stok og Randsel til den lange Vandring. Fandt Børnene Hindringer, saa faldt de hen i en tærende Fortvivlelse, græd Dag og Nat og fik Nervetilfælde, der indjoge Forældrene saadan Skræk, at de tilsidst maatte give efter. Stængte man dem inde, gjennembrøde de Laase og Hængsler og overlistede sine Vogtere.
