Side:Folkevennen 1862.djvu/107

Denne siden er ikke korrekturlest
103

medens det gaar godt for Fuglene, til hvis Natur det hører, saaledes at følge en blind Drift, saa gaar det naturligvis meget ilde for Menneskene, naar de ikke benytte den frie Aand, som Gud har givet dem til at beherske denne samme Drift, ogsaa da, naar den sættes i Bevægelse af andægtige Følelser og fromme Forsætter.


Uagtet Overspændtheden under Barnekorstoget hos mange Deltagere og navnlig hos nogle af Anførerne maa have været sygelig, saa kan det dog mere tilskrives en Vildfarelse end en Sygdom. Anderledes forholder det sig med de Begivenheder, hvorom vi nu skulle fortælle, og som foregik omtrent halvandet hundrede Aar senere.


Johannesdandsere og St. Veitsdandsere.

I Aaret 1374 ankom til Byen Aachen i Tyskland store Skarer af Mænd og Kvinder, som, dels paa Gaderne, dels i Kirkerne, Haand i Haand gave sig til at dandse om i en vild Ringdands. De syntes at være ganske sandsesløse. Dandsen foregik med frygteligt Raseri og Voldsomhed og holdt paa i Timevis; tilsidst bleve de udmattede og faldt om. Da gave de sig til at stønne og klage over en svær Beklemmelse, og fandt ingen Lindring, med mindre man gav sig til at sammensnøre deres Underliv, der viste sig stærkt udspændt, som ved Trommesyge. Istedenfor Sammensnøring hjalp det ogsaa, naar man slog og sparkede dem stærkt paa Underlivet. Saalænge Dandsen stod paa, fortælles der, at de havde Syner. Det forekom nogle, at de stode i en Strøm af Blod, og at de derfor maatte hoppe saa højt; andre indbildte sig at se Aander, hvis Navne de udraabte, medens atter andre troede at se Jomfru Maria og Frelseren i den aabne Himmel. Naar saa bagefter