Underlivet var blevet sammensnøret eller banket, kom de til sig selv igjen og viste sig naturlige indtil næste Anfald.
Hos nogle begyndte Anfaldene med Nedfaldssyge og Krampetrækninger, som derefter senere gik over i Dands.
I Løbet af nogle Maaneder udbredte denne Sygdom sig vidt og bredt, især i Holland og Belgien. De Syge droge nemlig fra Sted til Sted, og hvor de kom hen, smittede de andre, som da sloge sig til dem. Bønder og Haandværksfolk, Mænd og Kvinder deltoge, Gutter og Smaapiger løbe ifra sine Forældre og Tjenestefolk ifra sine Herskaber; dog saa man, ifølge Beretningerne, ingen af de højere Klasser at slutte sig til denne Bevægelse. Det viste sig snart, at Kjønstilbøjeligheden var bleven meget levende og tilfredsstilledes paa den vildeste Maade. Tilstanden varede i længere eller kortere Tid, hos nogle kun 10 Dage, hos andre meget længer; der var Kvinder, som vedbleve at dandse omkring med ustandseligt Raseri, længe efter at de vare blevne frugtsommelige.
I Almindelighed ansaa man Tilstanden for en Virkning af Djævlebesættelse. Besværgelser vare derfor det sædvanligste Middel, som anvendtes; om Lægebehandling imod denne Tilstand var der den Tid ingen Tale.
Om den første Oprindelse til disse Optrin har man kun ufuldstændige og usikre historiske Beretninger; noget lignende havde i mindre Udstrækning fundet Sted allerede flere Aarhundreder i Forvejen. Hvad man bar sluttet sig til, er følgende:
I umindelige Tider havde det været Skik og Brug, ligesom det jo endnu er Tilfælde, at fejre Johannes den Døbers Dag (St. Hans Dag) med Ildblus; men denne Højtid var paa de Tider ledsaget af forskjellige, underlige og vilde Skikke, som tildels vare Levninger fra hedenske »Tider, og som bleve overførte paa denne Fest; rimeligvis havde ogsaa selve Blussene, de saakaldte Nødfyr, sin Op-
