havde lagt en Kniv fra sig, stak han sig i Brystet i Sønnekonens Nærværelse og døde strax efter.
Ogsaa her blev det almindeligt at faa „Syner og Aabenbaringer“. Det var især Børn, som paa denne Maade kom til at fantasere (ørske). De Voxne fik dem til at fortælle sig, hvem af deres Bekjendte de saa i Himmel og Helvede. Paa Skolen maatte Børnene tales tilrette af Skolelæreren, fordi de beskyldte sine Kammerater for at være fordømte. I Aarsberetningen for 1856 omtaler Distriktslægen her, Follum, Tilstanden som en religiøs Sindssygdoms-Epidemi, et Slags St. Veits Dands, med heftige Gestikulationer (Fagter), en løbende Tunge og en Følelse af Friskhed og Foryngelse, som bagefter gik over i en Sløvhedstilstand. I denne Læges Beretning for 1857 siges det, at Tilstanden holder paa ganske at forsvinde. Den krampeagtige Dands og Skrigen har dog i en mindre Kreds holdt sig ligetil den sidste Vinter. Nu antog man alligevel, at det var ganske ophørt.
Ikke saa paa Hammerfest, Vadsø og flere andre Steder i Finmarken, hvor Hoppen og Skrigen under „Opbyggelserne“ endnu ere i fuld Gang. Navnlig om Vinteren, i den mørke Tid, ere saadanne Forsamlinger hyppige; dels fordi det lange Mørke vel i sig selv er skikket til at fremkalde og vedligeholde Sværmeriet, dels fordi man da har bedre Stunder end under den korte, lyse Sommertid, da alle Hænder for det Meste have fuldt op at varetage og en stor Del af Mændene er fraværende.
I Hammerfest, hvor jeg havde den bedste Anledning til at undersøge Forholdet, holdes, om Vinteren ofte 3 Gange om Ugen, om Sommeren i Regelen kun 1 Gang om Ugen, i forskjellige Huse saadanne Forsamlinger. Det er saagodtsom udelukkende Kvæner, der deltage i dem. Man begynder meget ordentlig med at oplæse noget af Luthers eller Rezius’s Postille og synger tildels nogle Salmer.
