varede Dandsen da i omtrent 3 Timer; men andre kunde holde ud Dag og Nat, førend de faldt om. Under Dandsen tabte de ofte i den Grad Samlingen, at de styrtede med Hovedet imod Kanter og Vægge, ja man har endog Exempler paa, at de have styrtet sig ud i rivende Strømme og paa den Maade omkommet. Synet af visse Farver, især den røde, kunde forøge Raseriet, og da kunde de blive farlige for dem, som bare saadanne Farver.
Det er let at forstaa, at Musik maatte udøve en stærk Indflydelse paa dette Slags Syge; Anfaldene kunde fremkaldes derved og deres Styrke forøges. Da man nu gjerne vilde have Anfaldene til at gaa hurtig over, og dette især plejede ske, naar de vare rigtig voldsomme, lejede Øvrigheden i Byerne Spillemænd, for at faa Dandsen rigtig i Gang; den lod ogsaa stærke Mænd deltage i Dandsen, for desto snarere at trætte de Syge ud. Endelig forsøgte man at benytte Musiken til at berolige Raseriet, idet man lod den blive mildere.
Ogsaa Johannesdandserne bleve undertiden fulgte af Spillemænd med larmende Instrumenter; men disses skjærende Toner skulle kun have tjent til at forøge Raseriet og drage flere med ind i Bevægelsen.
Efter Trediveaarskrigen skal denne Sygdom ikke have forekommet i Tydskland.
At en meget lignende sygelig Dands foregaar den Dag idag nær ved os, det have vi i den foregaaende Afdeling af denne Fremstilling haft Anledning til at se, ligesom vi i det Følgende skulle faa se, hvorledes den udøves paa flere andre Steder. St. Veits Dands kaldes den ikke mere, og dette Navn bruges nu kun om et vist Slags krampagtige Trækninger i en eller flere Dele af Legemet.
Nær beslægtet med den tydske og franske St. Veits Dands er den italienske
