Side:Folkevennen 1862.djvu/112

Denne siden er ikke korrekturlest
108


Taranteldands.

Tarantel er Navnet paa et Slags Ederkop, hvis Bid har skadelige Virkninger. Man kjender flere saadanne; men de Naturkyndige ere ikke blevne enige om, hvilken af disse det er, som man paa den Tid, da Taranteldandsen begyndte at blive almindelig tilskrev denne Sygdom.

De Virkninger som man dengang antog, at dette Bid frembragte, vare især følgende: de Bidte bleve tungsindige og ligesom bedøvede; men med denne Tilstand forbandt der sig en egen Modtagelighed for Virkningerne af Musik, saa at de ved de første Toner af yndede Melodier sprang op med jublende Glæde, og uden Ophør vedblev at dandse, indtil de faldt udmattede om.

Man troede, at Tarantellens Gift ellers maatte volde Døden, men at den under Dandsen fordeltes omkring i Legemet og udsvededes igjennem Huden. Blev der noksaa lidet af Giften tilbage i Aarerne, mente man, saa blev dette en vedvarende Kilde til Lidelse, og Dandseanfaldene maatte da atter og atter fremkaldes. Denne Mening havde de skadeligste Følger: de Syge fandt, at de havde faaet Lindring, men ikke at de vare helbredede. Naar den varme Sommer igjen kom tilbage og de følte et eller andet Ildebefindende, bleve de, ligesom St. Veitsdandserne i Juni Maaned, igjen tungsindige og menneskesky, indtil de ved Musik og Dands atter fik Anledning til for en Tid at overvinde Sygdommen; denne blev saaledes paa en Maade paa engang en Kilde til fortsat Lidelse og vellystig Nydelse.

Det er ikke vanskeligt at forstaa, hvorledes en indbildt Tarantelsygdom paa denne Maade blev mere og mere almindelig. Sygdommen begyndte i Apulien, et Landskab i det sydlige Italien, hvor hin Tarantel sagdes at høre hjemme. Men den udbredte sig lidt efter lidt over hele Italien. Man havde egne Melodier, de saakaldte Taran-