Side:Folkevennen 1862.djvu/121

Denne siden er ikke korrekturlest
117


I vore egne Folkesagn have vi endnu mange Mærker efter denne Mistanke, og vort eget Land var ingenlunde frit for Hexeforfølgelser med Baal og Brand. En af de mest bekjendte er Fortællingen om nogle Kvinder i Finmarken, som paa egen Tilstaaelse bleve henrettede, fordi de med Signekunster havde forvoldt Uvejr og derved et Skibs Undergang paa Rejsen til Bergen. Men efter at Henrettelsen havde fundet Sted, fik man Efterretning om, at Skibet lykkelig og vel var kommet frem[1].

Værre end hos os rasede Hexeforfølgerne i Sverige. I Dalarne var der i Aaret 1670 nedsat en Kommission, som benyttede Pinebænken for at faa Tilstaaelser og derefter lod over 100 Mennesker brænde. Den Tilstaaelse, som nogle af disse Folk gave, ligner paafaldende de, som bleve givne i Tydskland Italien og Frankrig: de tilbade en Djævel, som holdt til paa Blaakulla, fortalte de; han viste sig fra først af fordetmeste som en Mand med graa Klæder, rødt Skjæg, blaa Strømper og røde Sko. (Denne Beskrivelse gjenfinder man ikke udenfor Sverige). Om Natten bares de til Blaakulla af Djævle, der vare omskabte til Sauer eller Gjeder. Mange Børn blive tagne med, hed det. Paa Blaakulla frasiger man sig den sande Gud og udtaler Forbandelser og stygge Løfter; derefter spiser og drikker man, slaas, dandser og elsker. Man lærer at melke Kjør paa Frastand og at paatage sig Skikkelser o. s. v. Undertiden findes det dog udtrykkelig tilføjet, at Legemet bliver hjemme, medens Sjælen rejser. Fra Dalarne udbredte Hexeforfølgelserne sig til Norrland, nedad mod Hovedstaden og i flere andre Landskaber. Den danske Historiker Werlauf[2] bemærker om disse svenske Hexe-

  1. Se Keilhaus Rejse i Finmarken og den der indtagne Hexeproces.
  2. Historiske Antegnelser til Holbergs Komedier.