lauf gik det ikke saa vidt som i Norge, endsige som i Sverige.
Det har ikke været saa ganske ualmindeligt, at Folk har søgt at sætte sig i et Slags Anseelse hos sine Omgivelser ved at udbrede den Tro, at de stode i Forbindelse med hemmelige Magter, og benyttet dette til at vinde Fordele. Især have Lapperne lige over for Normændene fundet sin Fordel ved at vedligeholde et saadant Ry og modtaget Betaling eller Gaver for paa overnaturlig Maade at tilvejebringe visse Goder, f. Ex. føjelig Vind; tildels ogsaa blot for ikke at tilføje Ondt. Ikke engang nu er dette ophørt i Finmarken. Over saadanne Folk kom dengang Hexeforfølgelserne som en af mange velundt, men frygtelig Hævn. Ikke faa stode i den Formening, at de virkelig ved sine Signerier havde været istand til at udrette saadanne Ting, og af dem var det altsaa saameget lettere at faa Tilstaaelserne.
Endelig maa man vel desværre antage, at Tidernes Møjsommelighed og de mange Rygter om, at saadant daglig gik for sig, har bragt ikke saa faa fortvivlede og fordærvede Mennesker til at søge at sikre sig en timelig Lykke ved virkelige Forsøg paa at indgaa Kontrakt med Djævelen. Baade dengang og senere har man f. Ex. fundet Sedler, sædvanlig skrevne med Blod, henlagte paa Korsveje eller paa hemmelige Steder, hvori Vedkommende love Djævelen sin Sjæl imod visse Fordele. Man kan let tænke sig, i hvilken Sindsstemning saadanne Mennesker ere komne, naar de have troet, at Sagen var uforanderlig afgjort, og hvor let deres Indbildningskraft maa have kunnet foregjøgle dem de skrækkeligste Billeder; hvorledes de med Glæde kunne have anmeldt sig selv og besteget Baalet for at gjøre Ende paa en saadan Tilværelse med noget Haab om derved dog maaske at kunne redde sin Sjæl.
