En af de almindeligste Forestillinger om Trolddoms
Udøvelse var den, at man kunde omskabe sig i forskjellige
Dyreskikkelser. Oftest antog man, at Troldmænd og Hexe
paatoge sig Ulveskikkelse, de saakaldte Varulve, som man
tænkte sig at gaa omkring i Skovene og sønderrive Mennesker,
især Børn. En endnu større Skræk voldte Forestillingen
om, at de paatoge sig Skikkelse af de saakaldte Vampyrer,
flyvende Væsener, der antoges at udsuge Folks Hjerteblod.
Ikke saa faa forstyrrede Mennesker synes selv at
have troet paa sin Evne til at paatage sig saadanne Skikkelser;
ialfald lykkedes det paa flere Steder under Forhørene,
med eller uden Pinebænk, at fremtvinge Tilstaaelser
derom.
Man antog ogsaa, at døde og begravede Legemer om Natten forlode deres Begravelsessteder og i Form af flyvende Væsener kastede sig over sovende Mennesker og udsugede deres Blod. Hvor denne Frygt først engang var opstaaet, begyndte snart en Mængde Mennesker at indbilde sig, at deres Blod blev udsuget om Nætterne; Skrækken bevirkede en formelig Sindssygdom, under hvilken de endog i vaagen Tilstand tydelig troede at se og føle Vampyren, som udsugede Blodet, snart af Brystet, snart af andre Legemsdele. Naar den sygelige Tilstand, som en saadan skrækkelig Forestilling vedligeholdt hos dem, havde varet i nogen Tid og ødelagt deres Kræfter, blev deres blege og udmagrede Tilstand af andre anseet for gyldigt Bevis paa, at deres Frygt var vel begrundet. Det gjaldt da at udfinde, hvilken af de for kortere eller længere Tid siden Afdøde det kunde være, og Mistanken vendte sig da snart mod enkelte, som man enten kunde tiltro saadant, eller hvis Træk de Lidende kunde tro at have gjenkjendt. Ligene bleve da opgravede, og naar saa Forraadnelsen og den deraf følgende Udvikling af Luftarter havde givet den Dødes Legeme et fyldigt Udseende, blev dette igjen taget som Bevis