Side:Folkevennen 1862.djvu/127

123

Forløb sad hun oprejst paa sit Leje. De vilde Blik, som hun kastede omkring -sig, idet hun af og til lo lidt, drev mig bort fra hendes Nærhed. Jeg forbausedes over de stærke Bevægelser, som hendes til Benrad udmagrede Krop kunde udføre. Alle hendes Lemmer rørte sig efter Musikens Takt, og endelig stod hun oprejst paa Jorden. Derpaa begyndte hun at dandse og af og til at hoppe; efter hvert som Musiken og de Omstaaendes Sang blev stærkere, sprang hun lige indtil halvanden Alen højt. Naar Musiken standsede, blev hun yderst urolig, men naar den saa igjen begyndte, lo hun og lod til at blive fornøjet; Træthed sporedes ikke, og da Spillemændene ikke formaaede mere, røbede hun stor Misfornøjelse“. Dagen efter gjentoges dette samme Optrin paa Torvet; derefter begyndte hun at tale lidt. Senere blev hun omdøbt af Presten idet man antog, at hun efter dette paany maatte optages i de Christnes Samfund. Pearce maatte imidlertid senere opleve, at hans egen Kone angrebes af samme Sygdom. Han fortæller meget troskyldigt, hvorledes han bar sig ad: „Først troede jeg, at hun havde Nykker og gjerne vilde vække Opsigt ved prægtige Klæder, Stads og Musik. Jeg gav hende derfor ganske i Stilhed, medens jeg var alene med hende, et Par Slag, men hvor maatte jeg ikke forundre mig, da jeg saa hende falde om som et Lig. Alle hendes Lemmer, endog Fingrene bleve stive og ubevægelige, og jeg troede virkelig hun var død. Jeg raabte paa mine Folk og fortalte dem, at hun var besvimet, men tiede stille med Anledningen. Disse havde imidlertid allerede Spillemænd ved Haanden; selv havde jeg i flere Dage negtet mit Samtykke til Anvendelsen af dette Middel, som nu imidlertid strax bragte hende til sig selv igjen. Jeg overlod nu til hendes Slægtninger at anvende den sædvanlige Kur, og maatte derved beklage, at der gik meget længere Tid hen end med den anden Syge, saa mine-Omkostninger bleve større. En Dag