Side:Folkevennen 1862.djvu/128

Denne siden er ikke korrekturlest
124

søgte jeg i Selskab med en Kammerat at komme saa nær til, at jeg kunde se hende dandse, uden at blande mig i Selskabet. Da jeg nu saa hende gebærde sig mere som et Dyr end som et Menneske, ytrede jeg til min Ledsager: »Dette er vist ikke min Kone’, hvorover der blev en skrallende Latter“. Giftige Bid er der, saavidt det kan skjønnes, i Abyssinien ikke Tale om som Aarsag til denne Sygdom.

Med Hensyn til Troen paa Trolddom og Varulve, saa er denne i Abyssinien saa fast, at en egen Kaste eller Samfundsklasse, som bestaar af Smede og Pottemagere, ikke tilstedes Adgang til Nadverens Sakramente, fordi man tror om dem, at de kunne forvandle sig til Hyæner og andre vilde Dyr. De betragtes derfor med stor Frygt og Gru, men finde selv sin Regning ved at vedligeholde denne Overtro, fordi den har til Følge, at deres Haandværk ikke bliver drevet af andre og altsaa sikrer dem et bedre Udkomme. Som Særkjende bære de en Guld-Ørenring, og med stor Sluhed sørge de for, at der nu og da bliver ned- lagt en Hyæne med en saadan Ring i Øret. Man tror ogsaa, at de have „onde Øjne“ og kunne volde Sygdom med sine Blik. Nogen Forfølgelse af dem synes ikke at finde Sted.

Den christelige Religion er paa en Vis den herskende i Abyssinien, men, som man ser, i en uren Form. Der findes en egen Sekt af Selvplagere, som drage om fra By til By og pidske sig selv, ganske saaledes som de saakaldte Flagellanter gjorde i Middelalderen. Saaledes gjentage i mange Ting de middelalderske Forhold sig paa en paafaldende Maade i dette Land.


I Nonneklostrene har der forekommet et stort Antal Sindssygdomme med Krampetilfælde og mange Slags forunderlige Sygdomsytringer; blandt disse sidste bør nævnes